Treblinka - kildetekster
Tekst 120: Kommandant Stangl om ankomsten til Treblinka
Franz Stangl, den frygtede kommandant i først Sobibor og senere Treblinka, fortalte i et interview, lige før han døde af et hjertestop, om hans tid i begge lejre til intervieweren Gitta Sereny. Om hans ankomst til Treblinka, da han skulle overtage lejren som kommandant, fortalte han:
"Jeg kørte derhen med en SS-chauffør. […] Vi kunne lugte det fra kilometres afstand. Vejen løb ved siden af togbanen. Da vi var omkring femten,
tyve minutters kørsel fra Treblinka, begyndte vi at se lig langs [bane-]linjen, først kun to eller tre, så flere, og mens vi kørte hen til Treblinka-station,
var der hvad der så ud som hundreder af dem, lå bare der, de havde tydeligvis været der i dagevis, i heden. På stationen var et tog fyldt med
jøder, nogle døde, andre stadig i live … også det så ud, som det havde været der i dagevis."
[Intervieweren spørger så Stangl] "Men alt dette var vel ikke nyt for dig? Du havde konstant set transporterne i Sobibor?"
[Stangl svarer] "Ingenting som dette. Og i Sobibor - som jeg fortalte dig - kunne man, med mindre man arbejdede i skoven, leve der uden faktisk at se
det;
de fleste af os så aldrig nogen døende eller døde. Treblinka den dag var det mest forfærdelige syn, som jeg så under Det Tredje Rige" - han begravede sit
ansigt i sine hænder - "det var Dantes Helvede," sagde han igennem hans fingre. "Det var Dante kommet til live. Da jeg gik ind i lejren og steg ud af
bilen på pladsen [Sortierungsplatz] stod jeg i penge til knæene; jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle dreje, hvor jeg skulle gå. Jeg vadede i sedler,
mønter, ædelstene, juveler, tøj. De var over alt, strøet ud over hele pladsen. Lugten var ubeskrivelig; hundrede, nej, tusinder af lig over alt, i
opløsning, i forrådnelse. Tværs over pladsen, i træerne, kun få hundrede meter væk på den anden side af lejren, var der telte og åben ild med grupper af
ukrainske vagter og piger - ludere, fandt jeg ud af senere, fra alle steder i landet - slingrende fulde, dansende, syngende, spillende musik …"
Oversat fra: Gitta Sereny "Into that Darkness", London, 1974; s. 157
Tekst 121: Vilkårlige henrettelser
Tekst 121 er fra polakken Abraham Krzepicki's beskrivelse af hans 18 dage i Treblinka. Han flygtede selv fra lejren og blev dræbt under
Warszawa-ghettoopstanden i 1943. Hans beskrivelse af Treblinka er fundet i murbrokkerne i Warszawa i 1950 som del af Ringelblums 2. arkiv.
Krzepicki fortæller her om en situation, hvor han og 59 andre fanger i lejren skal på en arbejdsopgave i Treblinka-udryddelseslejr:
"SS-manden, som havde bragt os her, havde en snak med mig. Jeg havde spurgt ham om, hvad for noget arbejde vi skulle lave og han besvarede roligt
og uden hastværk alle mine spørgsmål. "Hvem som helst, der vil arbejde for os", sagde han, "vil få arbejde fra os. Med hensyn til de andre vil du
selv med tiden finde ud af, hvad der sker med dem." Mens han talte til mig, bemærkede han en ung mand fra Warszawa, der bar briller, og som var del
af min gruppe. Han stod i graven (massegraven, red.), hvor han modtog ligene, som andre var kommet med. Det så ikke ud til, at tyskeren var tilfreds
med hans arbejdstempo. "Stop! Vend omkring!" beordrede SS-manden den unge mand. Han tog hsin riffel op til skulderen, og før end den unge mand kunne
regne ud, hvad der ventede ham, lå han død mellem ligene i graven. De trak ham længere væk, og snart var yderligere lig bunket op på ham.
Tyskeren tog riffelen ned fra skulderen og vendte tilbage til vores samtale, som om intet var hændt.
Mit hjerte frøs til is. Få minutter senere, da tyskeren var gået, skete noget lignende en anden jøde. Denne mand var skudt af en ukrainer.
Ukraineren havde beordret ham gennemsøgt og havde taget nogle penge fra hans lomme. Inden længe manglede vores gruppe ti mand, og vi fortsatte med
at høre skud rundt omkring."
Oversat fra: "The Death Camp Treblinka. A Documentary", redigeret af Alexander Donat, New York, 1979; s. 87
Tekst 122: Konstruktionen af Treblinka - jøder henrettes
Øjenvidnet, den polske fange Jan Sulkowski, beretter her om, hvordan de jøder, der lige som ham selv var med til at bygge udryddelseslejren Treblinka, blev dræbt efter "endt" arbejde:
"Tyskerne dræbte jøderne enten ved at tæske dem eller ved at skyde dem. Jeg overværede hændelser, hvor SS-folk … i forbindelse med træfældning tvang jøder
til at stå neden under træerne, der var lige ved at vælte. I begge tilfælde dræbtes fire jøder. Desuden skete det ofte, at SS-mænd overfaldt hytterne,
hvor de jødiske arbejdere sov, og dræbte dem med koldt blod. … Jeg blev af SS-folk fortalt, at vi var ved at bygge et badehus, og det var efter et godt stykke tid, at jeg indså, at vi var ved at konstruere gaskamre."
Oversat fra: Yitzhak Arad "Belzec, Sobibor, Treblinka: The Operation Reinhard Death Camps", Indianapolis: Indiana University Press, 1987; s. 40
Tekst 123: Oprøret
Stanislaw Kon, deltager og overlevende fra oprøret i udryddelseslejren Treblinka, beretter om oprøret den 2 august 1943:
"Præcis klokken fire om eftermiddagen sendes der bud til grupperne om, at de umiddelbart skal begive sig til garagen for at få våben. Rodak fra Plock
er ansvarlig for udleveringen. Alle, som kommer forbi for at få udleveret våben, angiver kodeordet: "Død!", på hvilket der straks bliver svaret: "Liv!"
"Død - liv", "død - liv" … Ordene gentages hurtigt efter hinanden, og hænder rækker ud efter de eftertragtede geværer, pistoler og håndgranater. Samtidig
overfaldes de vigtigste SS-mordere i lejren. (…) Kaptajn Zelomir angriber to SS-vagter med en økse og bryder igennem til os. Han overtager kommandoen.
Ved garagen står en tysk panserbil. Rodak har i god tid forinden ordnet dens motor, så den ikke kan starte. Nu virker bilen som værn, hvorfra han beskyder
tyskerne. Hans skud dræber Sturmführer Kurt Meidler og adskillige andre af Hitlers fæhunde. Våbendepotet erobres med magt af Sodovitz' gruppe. Våbnene
fordeles mellem kammeraterne. Vi har tohundrede mænd med våben. De andre angriber tyskerne med økser, spader og hakker. (…) Hovedparten af vore krigere
falder, men det gør tyskerne også. Et fåtal af os overlever."
Oversat fra: L. Yahil, "The Holocaust: The Fate of European Jewry", Oxford, 1987; s. 484
Tekst 124: Om en bøddel i udryddelseslejren Treblinka
Under retsprocessen mod personalet i Treblinka efter Anden Verdenskrig fortæller et øjenvidne om Mentz. Mentz var en usædvanlig følelseskold bøddel. Han var ofte den, der skød ofrene i Lazarettet - stedet hvor man henrettede de syge, børn og gamle med nakkeskud. Her følger øjenvidnets beretning om Mentz:
"Engang kom der to søstre med en transport. De var i alderen 8-10 år. De blev ført til Lazarettet, og måtte der klæde sig helt af, og derefter med øjnene
rettet mod den brændende Lazaret-grube sætte sig på kanten af gruben. Da Mentz havde skudt den ene søster, vendte den overlevende søster sig om, klamrede sig
til den anklagedes Mentz fødder og bad ham om at skåne hende. Hun sagde:"Hvorfor skød du min søster? Lad mig venligst leve." Uberørt skød den anklagede
alligevel også den anden pige."
Oversat fra: Fra retssagen i Düsseldorf i Adelheim Rüter-Ehlermann m.fl. (red.) "Justiz und NS-Verbrechen", Amsterdam 1981. Bd. XXII, Ldf. Nr. 596, s. a-94
© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.
Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email