.
forside > emner > eftertid

Denne side er en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne, samt studerende. Alle andre kan også få glæde af siden.

Om os

E-mail

Hjælp

Søg



Holocaust emner

Forslag til undervisning

Forslag til eleverne                          

 


Printervenlig udgave

Retsopgøret

Nürnbergretssagen. Copyright USHMM #61323

Hvem havde ansvaret eller skylden for massemordet på jøder, sigøjnere og "andre" under Anden Verdenskrig?

De allierede var ikke i tvivl efter krigen: top-nazisterne, de militære ledere, ledende partifunktionærer var blandt de skyldige som skulle straffes retsligt. Til dette formål oprettede man Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg i august 1945, der blev efterfulgt af en række andre retsprocesser.






Mere om:

Retsopgøret: forfølgelse og straf
Nürnbergretssagen
Resultatet af retssagen
Nürnbergprocessen

Andre efterkrigsprocesser
Auschwitz
Belzecprocessen
Sobiborprocessen
Treblinkaprocessen
Andre retssager
Dokumentationscentre

Diskussions- og opgaveoplæg
Ansvar og skyld - undervisningsressource

Vide mere?



Retsopgøret - forfølgelse og straf

Nürnbergretssagen

Ved Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg blev de overlevende nazistiske og militære ledere tiltalt for krigsforbrydelser. Copyright USHMM #16777

Retsforfølgelse af de større tyske krigsforbrydere startede umiddelbart efter Anden Verdenskrig ved en international straffedomstol i Nürnberg: Den Internationale Militærdomstol. Her blev ansvaret for forbrydelserne defineret både politisk og retsligt.

Domstolen var nedsat af de allierede stormagter USA, Sovjet, England og Frankrig og blev oprettet den 8. august 1945 i Nürnberg. Indtil oktober 1946 blev 22 hovedanklagede krigsforbrydere tiltalt for:

  1. Forbrydelser mod fred (planlægning og udførelse af angrebskrige)
  2. Krigsforbrydelser
  3. Forbrydelser mod menneskeheden

Domstolen definerede forbrydelser mod menneskeheden som "mord, tilintetgørelse, slaveri, deportering ... eller forfølgelse på politisk, racemæssig eller religiøs grundlag". De anklagede var nazistiske top-politikere, partifunktionærer, militærpersoner og teknokrater.

Dommene blev afsagt den 30. september og den 1. oktober 1946:

Reelt var der 24 hovedanklagede. Men Robert Ley begik selvmord inden retssagerne startede, og lederen af den tyske industri, Gustav Krupp von Bohlen, var for syg til at blive retsforfulgt.

> Skema over de 22 anklagede - eksternt link



Resultatet af retssagen

Udryddelsen af Europas jøder indgik ikke som selvstændigt anklagepunkt, men var underlagt anklagepunktet "forbrydelser mod menneskeheden". Mange af morderne, bødlerne og håndlangerne er siden 1945 blevet dømt for drab på jøder på grundlag af retningslinjerne fra Nürnbergprocessen. Adskillige blev henrettet.

Således erklærede Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg, at:

  • adskillige nazistiske institutioner var "forbryderiske organisationer", heriblandt Gestapo, SS, SD og NSDAP. Medlemmer af de ovennævnte organisationer kunne derfor anklages og dømmes - dog kun hvis deres individuelle skyld kunne påvises.
  • personer, som begik en kriminel handling, der overskred international lov, var individuelt ansvarlige for deres handlinger. Som anklaget kunne man ikke bortforklare sine handlinger med at sige, at man fulgte ordrer oppe fra. Domstolen slog dermed fast, at der ingen undskyldninger var for at udføre en kriminel handling.
  • al krigsførsel var underlagt internationale traktater.

Især skal der lægges mærke til, at krigsforbryderne blev dømt i henhold til europæiske retsprincipper mht. forsvar, vidneførsel, bevismateriale m.m. Om den anklagede var skyldig eller ej skulle altså påvises retsligt, før domstolen kunne afsige dom.




Nürnbergprocessen

Efter Nürnbergretssagen fulgte en række andre retssager mod krigsforbrydere. Man taler således om "Nürnbergprocessen", da yderligere 4 bølger af retssager blev iværksat på samme grundlag, som den Den Internationale Militærdomstol havde udstukket.

Ud over Nürnbergretssagen mod de 24 anklagede hovedkrigsforbrydere forløb efterfølgende i Nürnberg en retssag mod 177 medlemmer af de erklærede "kriminelle organisationer". Tidligere medlemmer af SS, Gestapo, SS, SD og nazi-partiet kom på anklagebænken.

Desuden fulgte der et opgør med Einsatzgruppe-folkene ('Einsatzprocessen'), lægerne der udførte de skrækkelige forsøg på mennesker og slog handicappede ihjel ('Lægeprocessen'), jurister, industrifolk, nazistiske partifolk, lejrpersonale såsom vagter og kommandanter, politiofficerer og mange andre.

De 23 anklagede under 'Lægeprocessen', Nürnberg 9. december 1946 til 20. august 1947. Copyright USHMM #07354

En tredje retssagsbølge i ånden af Nürnbergretssagen var retsopgøret i Tokyo. Her stod japanske militære og politiske ledere anklaget på det samme grundlag som i Nürnberg.

Den fjerde type inden for de udstukkede rammer fra Nürnbergretssagen var retssagerne mod "mindre" krigsforbrydere. Disse retssager fandt sted ved både militære og nationale domstole. Retssagerne blev afholdt overalt i Europa - og ofte nær gerningsstedet. Flertallet af retssagerne involverede især de lavere niveauer af de implicerede embedsmænd, lejrpersonale og soldater.





Andre efterkrigsprocesser - det retslige opgør med lejrpersonalet

Auschwitz

I Polen var man relativ hurtig til at dømme lejrpersonalet fra Auschwitz - i hvert fald dem man kunne finde. I Polen blev der ført retssag mod minimum 600 fra Auschwitz-lejrpersonalet. Heriblandt de to lejrkommandanter, Rudolf Höss og Arthur Liebehenschel, der begge blev dødsdømt i 1947. Rudolf Höss blev hængt i Auschwitz i 1947. I alt blev 21 henrettet.

I Østrig og DDR blev lignende retssager ført mod lejrpersonalet fra Auschwitz.



Auschwitzprocessen

I Vesttyskland blev der ført de såkaldte Auschwitzprocesser; retssager ført mod folk fra vagtmandskabet i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz. Den største af retssagerne gennemførtes 1963-65 i Frankfurt am Main, hvor 20 stod anklagede. 17 blev idømt fængselsstraffe.

Yderligere blev der på vesttysk jord i 1960'erne påbegyndt en række retsprocesser mod andre lejres lejrpersonale ved: Belzecprocessen, Sobiborprocessen og i 1. og 2. Treblinkaproces.



Belzecprocessen

I retten i München 8. august 1963 stod otte af Belzec-udryddelseslejrens personale tiltalt for at have medvirket i mordet på jøderne i lejren. Der blev dræbt omkring 600.000 jøder i udryddelseslejren.

Syv af de otte blev umiddelbart frikendt, da retten konkluderede, at de syv var blevet truet på deres liv til at følge ordre oppe fra - fra bl.a. SS-officererne Christian Wirth og
Odilo "Globus" Globocnik. Desuden var der nærmest ingen vidner. Man havde kun opsporet ét overlevende vidne fra Belzec-udryddelseslejren. De øvrige tretten vidner, der blev brugt til at dømme den eneste anklagede, Josef Oberhaus, var tidligere T4-ansatte og SS-folk.

Josef Oberhaus stod dermed som den eneste anklaget for jødemord i Belzec - udryddelseslejren, hvor i alt 600.000 mistede livet. Et par af de øverste ledere i den praktiske udførelse af jødeudryddelserne, Christian Wirth og Odilo Globocnic, blev dræbt inden krigens afslutning.

Josef Oberhaus blev anklaget og dømt for bl.a. at have hjulpet og medvirket til mordet på 300.000 mennesker. Dommen var 4 1/2 års fængsel for at medvirke til drabet på 300.000 mennesker.

Retten begrundede den uhørt milde dom med, at Oberhauser allerede havde siddet 8 år i fængsel på en overstået straf for at have deltaget i medlidenhedsdrabene i T4-programmet.



Sobiborprocessen

Den 3. juli 1964 stod tolv af udryddelseslejren Sobibors personale tiltalt for medvirken til drab på jøder i lejren. Alle tolv blev anklaget for medvirken til drabene. Selve retssagen startede den 6. september 1965 og sluttede den 20. december 1966 i Hagen. Over 100 vidner blev inddraget.

I alt blev der i lejren dræbt 250.000 jøder.

Seks af de anklagede blev dømt og hele fem frifundet - én begik selvmord inden domsafsigelsen.

De seks dømtes domme:

  • Karl F.: Livsvarigt fængsel for medvirken i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 150.000 mennesker og yderligere egenhændigt mord på 9 personer.
  • Frans W.: 8 års fængsel for at have hjulpet til og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 39.000 mennesker.
  • Alfred I.: 4 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 68.000 mennesker.
  • Werner D.: 3 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 15.000 mennesker.
  • Erwin L.: 3 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 57.000 mennesker.
  • Erich F.: 4 års fængsel for at have hjulpet og medvirket i mordet på et ubestemt stort antal mennesker - minimum 79.000 mennesker.

De fem frifundne:

Rettens begrundede frifindelsen af fem af de tiltalte med manglende beviser - især mangel på øjenvidner og særligt troværdige øjenvidner - og de fem anklagede blev:

"...fritaget for skyld på grund af [deres] ikke afkræftede, formodede tvangssituationsstilling. Med al den påliggende tvivl blev de derfor under de pågældende omstændigheder, og selv om en ikke ubetydelig mistanke vedblev at bestå hos enhver af dem, frikendt på grund af manglende beviser."

Kilde: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977), s. 86

Generelt var dommene meget milde i forhold til de begåede uhyrlige forbrydelser. Retten argumenterede i sin domsafsigelse, at lejrpersonalet havde været underlagt tvang - de kunne ikke undgå at adlyde ordre, selv om retten dog ikke bestred de anklagedes deltagelse i massegasningerne af jøder. Ifølge domsafsigelsen skulle man:

"... henvise til, at de (lejrpersonalet, red.) havde været tvunget til at efterkomme ordren om at medvirke til jødeudryddelsen, fordi de ellers ifølge forordningerne ville være blevet straffet, overført til kz-lejre, skudt eller udsat for lignende foranstaltninger mod deres liv eller legeme og derfor så de ikke andre muligheder for at imødegå denne fare end ved at adlyde."

Kilde: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977), s. 85

Mht. vidner argumenterede retten, at man ikke kunne bruge mange af de jødiske (ofres) vidneudsagn, fordi:

  1. Deres erindringer ofte var forskubbet som følge af de traumatiske oplevelser i lejre eller under evt. senere flugt - og af de næsten 20 forløbende år siden rædslerne fandt sted.
  2. Vidner bosiddende især i Israel mødtes og udvekslede erindringer. Ofte kunne vidner efter sådanne møder føle, at de havde oplevet det, som andre havde fortalt - og forveklsede dermed andres oplevelser med egne oplevelser.
  3. Hævntørsten for at få blot nogle af de skyldige dømt kunne påvirke "fortællelysten".


1. og 2. Treblinkaproces

Retssagen i den 1. Treblinkaproces startede 12. oktober 1964 i Düsseldorf. Ti lejrpersonalefolk stod anklaget for at være impliceret i jødeudryddelsen i udryddelseslejren. Over 100 vidner var indkaldt.

I alt blev der slået 900.000 jøder ihjel i Treblinka (på dette tidspunkt angav man dog tallet til 700.000).

De 10 domme - afsagt den 3. september 1965:

  • Tre af de anklagede - heriblandt Kurt Franz, den sidste lejrkommandant i Treblinka - dømtes for medvirken i drabet på minimum 300.000 mennesker og individuelle drab på henholdsvis 35, 25 og 8 mennesker. Straf: Livsvarigt fængsel.
  • En af de anklagede dømtes for medvirken i mordet på 100.000 mennesker og personligt at have dræbt 4 mennesker. Straf: Livsvarigt fængsel.
  • Fem af de anklagede dømtes for at have hjulpet til i den fælles deltagelse i mordet på henholdsvis 300.000 og 100.000 mennesker. Straf: Henholdsvis 12 års, 7 års, 6 års, 4 års og 3 års fængsel.
  • En af de anklagede blev helt frifundet

I den 2. Treblinkaproces stod kommandanten Franz Stangl anklaget for sin rolle i jødeudryddelsen i Treblinka. Før Treblinka-tiden havde Franz Stangl medvirket til at dræbe handicappede i T4-programmet (eutanasi-drabene). Senere blev han kommandant i udryddelseslejrene Sobibor og Treblinka. Han var efter krigen flygtet med hjælp fra en biskop i Vatikanet til Damaskus i Syrien og videre til Brasilien i 1951, hvor han arbejdede i tekstilindustrien og senere på en Volkswagen-fabrik i Sao Paolo.

Nazi-jægeren Simon Wiesenthal fandt ham i Brasilien i 1967. Samme år udleveredes han til retsforfølgelse i Vesttyskland.

29. september 1969 stod Stangl anklaget for at have medvirket til at begå mindst 400.000 mord på jøder. Over 50 vidner var indkaldt.

"Selv om jeg ganske vist var kommandant i Treblinka-lejren, havde jeg ikke noget at gøre med drabene på jøderne i lejren."

Citat af Stangl under retssagen. Kilde: "NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977), s. 81

Han blev fundet skyldig i at have medvirket til drabet på minimum 400.000 jøder og idømt livsvarigt fængsel. Imidlertid døde han 28. juni 1971 under appelretssagen.

Resultatet af retssagerne var bl.a., at retssagerne i den brede offentlighed satte søgelys på forbrydelserne mod menneskeheden (og ikke mindst mod jøderne), der havde fundet sted i nazisternes uhyggelige koncentrations- og udryddelseslejre.




Andre retssager

Krigsforbrydelser forældes aldrig. Derfor kan man stadig retsforfølge krigsforbrydere. En del nazister flygtede ud af Europa efter Anden Verdenskrig - eller levede et anonymt liv i Europa. Selv om nazi-jægere har fundet mange nazister, er en del aldrig blevet fanget.

En af de kendteste retssager mod en flygtet nazist var retssagen mod
Adolf Eichmann. Eichmann flygtede i 1946 fra Østrig og levede i Argentina fra 1950'erne. Han kom til Israel i 1961, efter at Israels efterretningstjeneste havde fanget ham i 1960. Som en af nøglefigurerne i udførelsen af "Endlösung", udmøntet i hans nidkære deportationer af jøder fra hele Europa til udryddelsesanlæggene i Polen, blev han dømt og henrettet i Israel i 1962 for bl.a. forbrydelser mod det jødiske folk. Eichmann-retssagen åbnede op for mange overlevendes beretninger.

Klaus Barbie, "slagteren fra Lyon", blev fundet og fanget i 1971. Klaus Barbie fungerede som SD-politichef i Lyon under Anden Verdenskrig og stod bl.a. for arrestationen af 85 jøder i Lyon, der alle blev sendt til Auschwitz i Polen. I 1987 blev han dømt for forbrydelser mod menneskeheden og idømt livsvarigt fængsel.




Dokumentationscentre

Efter Anden Verdenskrig etableredes centre, kommissioner og kontorer med det formål at retsforfølge de nazistiske kriminelle. De samler information, undersøger forbrydelser, opgiver navne på nazister til deres respektive regeringer og tager affære over for nazistiske forbrydere i deres egne lande.

'Zentrale Stelle Ludwigsburg' er Tysklands dokumentationscenter, der samler bevismateriale til forfølgelse af forbrydelser begået under nazistisk ideologi i perioden 1933-45.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig nedsatte den provisoriske polske regering 'Central Commision for Investigation of German Crimes in Poland'. Hovedkommissionen har undersøgt nazistiske forbrydelser begået i Polen under Anden Verdenskrig. Kommissionen eksisterer nu under navnet 'Main Commission for the Investigation of Crimes against the Polish Nation'.

I USA er det 'Office of Special Investigations', OSI, der siden 1979 har undersøgt emigrerede folks baggrund mhp. en eventuel en nazistisk fortid. I december 1986 havde OSI tvunget 16 nazistiske krigsforbrydere til at forlade landet.

'Simon Wiesenthal Centeret' i Wien, grundlagt af nazi-jægeren Simon Wiesenthal, er måske det mest berømte dokumentationscenter. Centeret har siden Anden Verdenskrig opsporet mange nazistiske krigsforbrydere.




Ansvar og skyld - undervisningsressource

Se venligst:

> Ansvar og skyld - undervisningsforslag




Vide mere?

Links

> Ansvar og skyld - undervisningsforslag

> Omfattende udskrifter fra Nürnbergretssagerne - eksternt link

> Skema over de 22 anklagede i Nürnbergretssagen - eksternt link

> Retssagen mod lægerne, der medlidenshedsdræbte handicappede og lavede forsøg på kz-fanger - eksternt link



Litteratur

"Der Nationalsozialismus vor Gericht. Die alliierten Prozesse gegen Kriegsverbrecher und Soldaten" redigeret af Gerd R. Ueberschär (Frankfurt am Main 1999)

"NS-Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse" redigeret af Adalbert Rückerl (München 1977)


Dokumentation fra retssagerne:

"Justiz und NS-Verbrechen. Sammlung Deutscher Strafurteile wegen Nationalsozialistischer Tötungsverbrechen 1945-1966". 22 bind, redigeret af bl.a Adelheid L. Rüter-Ehlermann (Amsterdam 1968-1981)




Test din viden | Tidslinjer | Statistik | Billedgalleri | Kilder | Oversigtskort
                                                                                                                                                                                                                 
 
 

© 2002 af Peter Vogelsang & Brian B. M. Larsen. All rights reserved.

Sitet opdateres kun sporadisk. Rapporter dog gerne om faktuelle fejl til denne email