Arbejdslejr

En nazistisk arbejdslejr var en kz-lejr, hvor man som indsat var tvunget til at arbejde.
De første nazistiske kz-lejre virkede dog "blot" som koncentrationslejre, hvor fangerne ikke nødvendigvis arbejdede men blev udsat for genopdragelse. Men fra 1938 udnyttede nazisterne i stigende grad i første omgang de "jødiske fjender" som tvungen arbejdskraft i koncentrationslejre, i såkaldte arbejdslejre, samt uden for kz-lejr-systemet.

Efter krigsudbruddet steg arbejdslejrene både i antal og i betydning som følge af Tysklands krigsøkonomi. I Polen blev jøder brugt til tvangsarbejde i arbejdslejre omkring ghettoerne. Eksempelvis ved Lodz-ghettoen fungerede 96 arbejdssteder, der producerede til den tyske krigsøkonomi.

I Sovjet efter 1941 blev jøderne ligeledes udnyttet i arbejdslejre. De der ikke var "arbejdsduelige", de blev dræbt!
I 1941 blev der desuden i stort tal sendt civile polakker til Tyskland som tvangsarbejdere.

Et af de mest uhyggelige elementer ved arbejdslejrene var de usle forhold fangerne levede under. En meget stor procentdel af fangerne i kz-lejrene overlevede således ikke - enten pga. det umenneskelige arbejde, sygdom eller sult. Desuden blev de "uarbejdsdygtige" oftest slået ihjel på stedet - eller fangerne fik lov til at følge "Tilintetgørelse ved arbejde"-politikken ('Vernichtung durch Arbeit').

Den største af arbejdslejrene var Auschwitz - mere specifikt Auschwitz III (Monowitz).

I alt menes 7,5 million civile mænd, kvinder og børn fra alle besatte tysk besatte lande at have arbejdet i den tyske industri. De fleste kom fra de besatte østlige områder, der var blevet tvunget til at arbejde i Tyskland.